• Business-update: Trump vil stoppe Apple-topchef: »Jeg havde et lille problem med Tim Cook i går«

    Source: BDK Finans / 15 May 2025 11:38:00   America/New_York

    Godeftermiddag på denne solbeskinnede og lune dag og velkommen til torsdagens update fra Berlingskes Business-redaktionen . Vi springer lige ud i det. #1 – Trump tager fat i Apple-topchef For blot et par uger siden kom det frem, at Apple planlægger at flytte iPhone-produktionen til det amerikanske marked fra Kina til Indien, hvor de vil fordoble kapaciteten allerede i 2026. Målet er, at alle iPhones til det amerikanske marked fremover skal produceres i Indien. Donald Trump forsøger nu at bremse planen og har angiveligt henvendt sig direkte til Apple-topchef Tim Cook for at få ham til at droppe idéen, skriver Axios. På en pressekonference i Qatar torsdag løftede Trum selv sløret for, hvordan beskeden til Apple-topchefen lød: »Tim, vi har behandlet dig rigtig godt, vi har tålt alle de anlæg, du har bygget i Kina i årevis ... vi er ikke interesserede i, at du bygger i Indien, Indien kan tage sig af sig selv,« lød budskabet fra Trump, der samtidig bemærkede, at han »havde et lille problem med Tim Cook i går«. #2 – Nordea nægter sig skyldig i omfattende hvidvasksag Når en omfattende hvidvasksag mod Nordea begynder mandag, vil banken afvise alle anklager.Det oplyser Anders Holkmann Olsen, der er chefjurist for Nordea i Danmark, til Dagbladet Børsen. Sagen er anlagt af National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) og omfatter transaktioner for i alt 26 milliarder kroner. Der er afsat 60 retsdage, og det sidste retsmøde er planlagt til juni 2026. Nordea er tiltalt for overtrædelse af hvidvaskloven i perioden 2012 til 2015. Ifølge anklagemyndigheden undlod banken at overvåge kundeforhold og reagere på tusindvis af mistænkelige transaktioner. #3 – Danske Bank har udbetalt kompensation til ni ud af ti ramte inkassokunder Danske Banks arbejde med at rydde op efter gældsskandalen er gået ind i sin afsluttende fase. Det skriver banken i en pressemeddelelse. Med udgangen af april har Danske Bank udbetalt eller forsøgt at udbetale kompensation til mere end 88 procent af de inkassokunder, der har været udsat for overopkrævninger. I alt har knap 46.500 inkassokunder fået udbetalt kompensation. Gældsskandalen kom frem i august 2022, da Berlingske og TV 2 kunne afdække, at banken i flere årtier havde opkrævet for store gældsposter fra tusindvis af bankens mest sårbare kunder. Banken havde systematisk inddrevet forældet gæld, for høje beløb og i nogle tilfælde penge fra de forkerte personer. Nu udestår de såkaldte bosager, som er mere komplekse, og som derfor er blevet behandlet ved skifteretten. Banken forventer at have færdigbehandlet størstedelen af alle bosager inden udgangen af 2025. Tre skud fra Berlingske Business A: Notater fra Lars Aagaards ministerium bekræfter kritikeres frygt for statsstøttet havvind 62 milliarder skattekroner. Det svarer cirka til regningen for to minksager. Cirka til prisen for den halve oprustning af dansk forsvar inden 2033. Og er præcis beløbet, regeringen er klar til at bruge på at fordoble produktionen af dansk havvind. Men planen om statsstøttet havvind er langtfra skudsikker, og den vil sandsynligvis skade udbygningen af grøn strøm på land. Det fremgår af notater fra Klima-, Energi-, og Forsyningsministeriet, Berlingske er i besiddelse af. Læs artiklen her B: Tesla ser på ny lønaftale med Elon Musk Elon Musks gigantiske lønpakke som topchef for det modvindsramte Tesla står til at blive ændret. Teslas bestyrelse har ifølge Financial Times nedsat en særlig komité, som skal se på den kontroversielle rigmands løn, som to gange er blevet underkendt af en amerikansk domstol. Den rekordstore lønpakke på 56 milliarder dollar (372,5 milliarder kroner) er grundlaget for Elon Musks formue. Han er verdens rigeste mand og ejer selv lige over 20 procent af Tesla, når aktieoptionerne regnes med – uden dem ejer han 13 procent. Læs artiklen her C: Førerløse taxier fra Kina er klar til at rulle ud i Europa Om ikke så længe kan de første kinesiske robottaxier – altså selvkørende biler uden chauffør – køre rundt i Europa. Det er Kinas svar på Google, Baidu, der har søgt om tilladelse til at sende sine førerløse biler ud på vejene i Schweiz og Tyrkiet. Apollo Go hedder Baidus selskab, der er Kinas største af sin slags, og som inden udgangen af 2025 håber at kunne afprøve robottaxierne i Schweiz, hvor man også vil etablere kontor. Læs artiklen her https://www.berlingske.dk/oekonomi/business-update-trump-vil-stoppe-apple-topchef-jeg-havde-et-lille-problem
Share on,